E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
01 Dec 2013 23:27
Forfatter
Sadhu Sundar Singh

"Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt". 1.Kor. 13:4-7

Gud er kærlighedens kilde. Tyngdeloven, der virker i den synlige verden, er så at sige kun en genspejling af den åndelige verdens tyngdelov, der er kærlighed, og hvis kilde Gud er. 

Magneten tiltrækker ikke stålet, fordi dette er ædelt metal, men fordi det ejer den evne at kunne tiltrækkes. Den tiltrækker derimod ikke guldet. Guld er et ædelt metal, men det besidder ikke den egenskab at kunne tiltrækkes af en magnet. 

Således drager også Gud syndere til sig, hvor syndefulde de end er, hvis de blot vil angre og lade sig drage af Ham, medens Han ikke drager dem, der er selvretfærdige og ikke vil lade sig påvirke af Hans kærligheds dragende magt. 

Kysset er det ydre tegn på en moders kærlighed til sit barn. Dersom et barn lider af en smitsom sygdom, giver moderen måske afkald på at kysse det, men derfor er hendes kærlighed til det lidende barn ikke mindre, men snarere større, thi nu trænger det så meget mere til hendes omsorg og kærlighed. 

Således kan det vel også udvortes taget se ud til, at Gud opgiver dem, der er faldet som bytte for syndens sygdom. Og dog er Hans kærlighed til dem uendeligt meget større, end en moders kærlighed til sit barn. 

Ligesom alle Guds andre egenskaber er også Hans langmodighed uendelig. Mennesker kommer, ligesom de små kedler, hurtigt i kog over den mindste forurettelse. Således er Gud ikke. Dersom Gud var så hurtigt til vrede, ville verden forlængst have været en hob af ruiner. 

Kommer to mennesker til at elske den samme person, bliver de rivaler og er skinsyge på hinanden. således går det ikke med menneskers kærlighed til Gud. Et menneske, der elsker Gud, bliver ikke skinsyg, dersom andre også elsker Ham. Han bedrøves tværtimod, hvis de ikke også elsker Gud. Grunden til denne forskel mellem et menneskes kærlighed til et andet menneske og dets kærlighed til Gud er, at Guds kærlighed er ubegrænset. Et menneske kan ikke med samme inderlighed elske alle, der elsker Ham, thi hans evne til at elske er begrænset. Men Guds evne til at elske er ubegrænset og derfor tilstrækkelig for alle. 

Kristus vil leve i os, og vort hele liv vil derved komme til at ligne Hans. Når saltet opløses i vandet, er det, som om det forsvinder. Og dog ophører det ikke med at være til. At det stadig er i vandet, kan vi overbevise os om ved at smage derpå. Således vil også Kristus, der tager bolig i os, skønt usynlig, dog give sig til kende for andre ved den kærlighed, Han åbenbarer i os. 

"Thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet". Rom 5,5.

"dagens by 23-aug-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Måløv

Måløv er en københavnsk forstad. Forstaden har 8.681 indbyggere (2006), heraf 6.438 i Ballerup Kommune og 1.523 i tilstødende bebyggelser i Furesø Kommune, som udgør den nordlige del af bebyggelsen Jonstrup. Måløv er i dag sammenvokset med den sydlige naboby Smørumnedre til et byområde.

Måløv er Ballerup Kommunes ældste by. Siden oldtiden har der boet mennesker omkring Måløv, det beviser de mange gravhøje på egnen og de mange arkæologiske fund og udgravninger, der er foretaget. I middelalderen tilhørte al jorden omkring Måløv Hvideslægten. Det menes at Absalons farbror Ebbe Skjalmsen havde sin hovedgård i Knardrup, og det var hans søn Sune Ebbesen, der opførte Måløv Kirke i ca. 1150.

Måløv Kirke er byens ældste bygning, og dele af kirken blev opført allerede i begyndelsen af 1100-tallet, men blev først bygget helt færdig mellem år 1200 og 1250.

Som alle andre omkringliggende landsbyer opstod Måløv som en udflytterby i den samme periode. Det vides ikke med sikkerhed hvor gammel Måløv er. Navnet på landsbyen Måløv forekommer nemlig ikke - som nogle historikere har formodet - i pavebrevene fra 1180'erne og 1190'erne til Absalon med diverse pavers stadfæstelse af ærkebispens ejendomsret til en række landsbyer i København omegn, dog undtaget Vanløse.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Kirkens allerstørste behov er ikke en forbedring af vores planer eller nye organisationer eller revolutionerende ideer, men mennesker, som Helligånden kan bruge. Han søger efter forbedere. Mænd og kvinder, som er mægtige i bøn. Helligånden flyder ikke igennem metoder, men igennem mennesker. Han kommer ikke og fylder bygninger, men mennesker. Han salver ikke planer, men mennesker. Han søger efter forbedere.
frit efter E.M. Bounds